Klatrevæggen på Amager Bakke – multi-pitch klatring I Dansk bjerg- og Klatreklub

Dansk Bjerg- og Klatreklub står for driften af den 80 meter høje multi-pitch Klatrevæg på Amager Bakke. Væggen er verdens højeste væg bygget specifikt til klatring. Det er måske også den vildeste. Klatrevæggen har fire reblængder. For at klatre på væggen skal man derfor have bevis for, at man mestrer teknikkerne for multi-pitch klatring.

Se topo for væggen HER

Adgang til klatrevæggen og åbningstider sommer og efterår 2020
Indtil videre vil klatrevæggen kun være åben for klatring, når en nøglevagt fra klubben holder åbent – vi bestræber os på at åbne væggen lørdag og søndag morgen 8-10:30, samt søndag aften klokken 18-21.

Indtil videre er klatring på Amager Bakke kun åben for medlemmer af Dansk Bjerg og Klatreklub, som har betalt måneds- eller årsmedlemsskab for adgang til Blocs & Walls (og dermed klubbens øvrige klatrefaciliteter). Derudover skal du have bestået multipitch-test for at klatre højere op end til første anker (første reblængde) (læs mere om kurser og test nedenfor). Ud over halmedlemsskabet koster det ikke noget at klatre på væggen.

Den begrænsede åbning skyldes, at der skal etableres et nyt og kæmpestort sikkerhedsnet under klatrevæggen. Indtil det er på plads, må vi kun klatre på væggen uden for Amager Bakkes åbningstider og når der ikke er planlagt arrangementer på CopenHill, og kun hvis en ansvarlig fra klubben sørger at åbne og lukke og for afspærring under klatrevæggen. Vi forventer, at der går nogle måneder før sikkerhedsnettet er oppe.

Du kan se hvornår, der er en nøglevagt, som holder væggen åben på Dansk Bjerg og Klatreklubs facebookside (tjek meddelelser og begivenheder). Tag det med godt humør, hvis det skulle kikse med nøglevagten – Blocs & Walls ligger lige om hjørnet.

Du skal have bestået en klatretest for at klatre på Amager Bakke
Klatring på væggen forudsætter, at du har gennemført Dansk Klatreforbunds multi-pitch klatrekursus, eller har bestået en test hvor du viser, at du mestrer de involverede teknikker. Hvis du er aktiv DKLAF klippeklatreinstruktør 1 eller højere, behøver du ikke tage kursus eller test.

Du kan læse kursusbeskrivelse og booke kurser & tests HER

Fra tid til anden vil vi åbne væggen for klatring på første pitch, hvor du ikke behøver at have taget multi-pitch bevis for at deltage. Du skal dog have rødt sikringskort (føring).  Følg med på klubbens facebookside, hvor vi vil annoncere arrangementerne.

Læs regler for adgang og sikkerhed på væggen:
-Adgang
-Sikkerhed

Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til amagerbakke@dbkk.dk – vi bestræber os på at svare inden for tre døgn, men bær over med os, hvis vi er på tur, og det tager lidt længere.